mandag den 15. september 2014

Wodonga Senior Secondary College

Wodonga Senior Secondary College

Det er noget tid siden, jeg har skrevet på bloggen, og det er ærligt talt fordi, der ikke er sket så meget i de sidste par uger. Jeg har fortsat arbejdet i the pre-school, og så har vi stået på ski i weekenderne. Men nu er det sådan, at jeg er startet i skole, hvilket jeg er utrolig glad for! Skolen hedder Wodonga Senior Secondary College, og den ligger (som navnet siger) i byen Wodonga, som ligger lige ved siden af Albury. Jeg er startet i Year 10, som svarer til 10. klasse, og der er allerede ferie om en uge, da jeg er startet midt i et semester. Der er nogle obligatoriske fag, som jeg skal have (engelsk, matematik og fysik), og så nogle valgfag. Jeg har valgt mediefag, outdoor education og humanities, som er en slags samfundsfag/geografi. Jeg startede i torsdags, og jeg var virkelig nervøs. Skoledagen startede klokken 9 og sluttede klokken 15.20. Man har 4 periods (timer) om dagen, og man går fra klasseværelse til klasseværelse, og har forskellige klassekammerater ligesom i gymnasiet. I torsdags startede jeg med engelsk, og senere havde jeg humanities, outdoor education og graduate program, som er en slags fordybelsestime. I pauserne var jeg sammen med en flok piger, som alle var søde og imødekommende. De var nysgerrige efter, hvordan det er at bo i Danmark, og et par stykker af dem vidste ikke engang, hvor Danmark lå.
I Australien går de med skoleuniform. Hver skole har sin egen uniform, og på WSSC er den blå. Uniformen til piger består af en ternet kjole eller en grå/blåternet nederdel, en lyseblå polo t-shirt med logo og en mørkeblå jumper. Den er faktisk pæn i forhold til nogle af de andre uniformer, jeg har set. Jeg er ubeskriveligt glad for, at den ikke er rød eller gul ;-)














Ingen kommentarer:

Send en kommentar