Efter påskeferien d. 27. marts - 14. april havde jeg to uger tilbage af skolen. Vi havde et par eksamener, men ellers var det bare stille og roligt. Min sidste dag i skolen var fredag den 24. april. En af mine lærere havde taget kage med for min skyld, og alle ønskede mig en god hjemrejse. Vi brugte frokostpausen på at tage masser af billeder og sige ordentligt farvel, og det var faktisk rigtig mærkeligt, for jeg har trods alt gået på skolen i 7 måneder. Det var selvfølgelig også lidt sørgeligt, for jeg ser dem måske aldrig nogensinde igen. Mandagen efter kom to af mine veninder hjem til mig for at hjælpe mig med at pakke min kuffert. Jeg havde mange flere ting, end jeg lige troede, og jeg smed rigtig meget ud. De gav mig en afskedsgave, som var et rigtig flot sølvarmbånd, hvorpå der står
We will miss you, Australia 2014/15 og Vi elsker dig. Jeg blev bare så glad for det, og det var også rigtig trist at sige farvel til dem.
 |
Mine australske venner, som jeg savner rigtig meget |
 |
Min afskedsgave fra mine venner |
Jeg skulle flyve non-stop i 14 timer fra Melbourne til Dubai, og det var dælme en lang og kedelig flyvetur. Jeg sov kun i et par timer, og det var mørkt udenfor hele vejen, fordi vi fløj med tidszonen. Turen fra Dubai til København varede 7 timer og var lidt mere behagelig. Da flyet landede, kunne jeg ikke komme ud hurtigt nok, men jeg skulle desværre vente et stykke tid på min bagage. I ankomsthallen blev jeg modtaget af min lillesøster, min mor og to af mine venner, som var taget til København bare for at tage i mod mig. Det blev jeg utrolig glad for. Det var simpelthen så dejligt at komme hjem til Danmark og se alle igen! Selvom jeg har haft det godt i Australien, er hjemme jo altid bedst.
Jeg er så utrolig glad for, at jeg valgte at tage ud at rejse, inden jeg gør min skole færdig. Jeg trængte til lige at komme lidt væk og prøve noget nyt, stå på egne ben og ikke mindst at prøve grænser af og give min selvtillid et spark. Alt det, må man sige, at jeg har opnået, og jeg ville ikke have været det foruden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar