Bushwalking

Julie Haüser aka B.S. Christiansen

Outdoor education er et fag, som udelukkende handler om udendørs aktiviteter og sportsgrene, som mountain biking, skiing, caving, hiking osv. I sidste uge var jeg og 6 andre elever fra min outdoor education klasse på en 3-dages bushwalking tur i Mt Jagungal Wilderness Area af New South Wales Kosciuszko National Park

Udmattet, men med højt humør

Bushwalking går egentlig bare ud på, at man går 1745385186 km med en 1846 kg tung backpack. 

Vi mødtes på skolen onsdag morgen kl. 7.00, hvor vi sammen pakkede vores backpacks. Vi skulle bære på alt selv; mad, tøj, regntøj, telt, sovepose, liggeunderlag, køkkengrej osv. Min taske endte med at veje 19 kilo. Vi kørte i bus til Khancoban, og så gik vi ellers bare ud i the bush derfra. Vi havde gået knap 100 meter, da jeg blev nødt til at stoppe og tage noget vand, for jeg følte, at jeg skulle besvime. Jeg var parat til allerede at give op og tage hjem, men da jeg kom i gang igen, gik det fint, så jeg tror bare, at det var fordi, jeg startede for hårdt ud. Vi gik 10 km, før vi stoppede første gang og spiste vores frokost. Allerede der var vi virkelig trætte og havde ondt i fødder og ryg. Vi gik videre og holdt pause to gange mere, før vi kom til lejren, hvor vi skulle sove om natten. Der var et lille toiletskur, men ellers ingenting. Hvis vi skulle have vand, måtte vi gå 1 km ned til et lille vandløb, hvor vi kunne få fyldt vores vandflasker op. Vi slog teltene op (jeg sov i telt med to piger, som hedder Kailyn og Emily), og kort tid efter spiste vi aftensmad, som vi lavede på et lille "bærbart-camping-komfur-ting." Vi gik i alt 17 km den første dag, og jeg havde allerede fået vabler under fødderne af at gå. 

Kailyn, Emily og jeg

På toppen af Mt Jagungal

Om formiddagen den næste dag gik vi videre. Vi efterlod vores backpacks ved en lille tin hytte for at bestige Mt Jagungal. Der var 2 km op til toppen, men fordi terrænet var meget ujævnt, blev det til 9 km. Vi gik i gennem en masse krat og buske, og da vi kom lidt længere op, gik vi på sten. Det var så sindssygt hårdt, jeg har aldrig nogensinde prøvet noget lignende. Jeg troede seriøst, jeg skulle dø. Det er fuldstændigt umuligt at forklare ordentligt, men hold nu op, hvor måtte jeg kæmpe for det, og jeg var ikke den eneste. Samtidig måtte vi kæmpe med de myrer, som kravlede op ad vores ben og ned i vores sko. Oppe fra toppen af bjerget kunne vi se andre bjerge hele vejen rundt, og vi havde udsigt til Mt Kosciuszko, som er det højeste bjerg i Australien. Da vi kom ned igen, spiste vi frokost, hvorefter vi fortsatte vores vandring, til vi kom til lejrpladsen. Denne gang var der ikke noget toilet, så vi måtte "pop a squat behind a tree." Der var frostgrader om natten, så vi hopfrøs, selvom vi sov med tykke sokker, huer og skiundertøj. 

Aftensmad i lejren

Den sidste dag startede vi med at gå kl. 7.00 om morgenen. Vi gik 10 km ned til en flod, som vi skulle krydse. Da vi var kommet over på den anden side, gik det bare opad og opad og opad hele vejen (6 km) til parkeringspladsen. Det var skide hårdt, og vi stoppede op omkring hvert femte minut for at trække vejret ordentligt. Hver gang vi drejede rundt om et hjørne, bad vi til Gud om, at det måtte være målet, men hver gang var der en ny, stejl bakke, som vi måtte opad. Det var så vidunderligt at se parkeringspladsen igen og sætte sig ind i bussen og hvile sig. Mine fødder var utrolig ømme, og mine hvide sokker var blevet helt brune. 

På vej ned til floden, hvorefter vi kæmpede os
op ad den stejle sti, som I kan se til venstre for mig

At være på bushwalking tur var virkelig en oplevelse, og jeg nød det virkelig, selvom det var noget af det hårdeste og mest udmattende, jeg nogensinde har prøvet. Vi gik i alt 42 km på turen. Jeg havde det rigtig sjovt, og jeg kan klappe mig selv på skulderen og sige, at jeg gjorde det.

Et bevis på, at det virkelig var hårdt

Drengene fik lige lyst til at tage et spil kort på toppen af bjerget...

Terrænet, da vi besteg Mt Jagungal