
Vær beredt på et virkelig kikset første blogindlæg fra mig af ;-)
Nu er jeg i Australien, og det er seriøst urealistisk. Moster hentede mig i lufthavnen i Melbourne, da jeg landede natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge. Vi kørte direkte på McDonald's, for jeg havde ikke spist noget på hele den sidste flyvetur, da jeg havde kvalme, så jeg var pænt sulten. Umiddelbart syntes jeg ikke, det lignede Australien, for jeg kunne hverken se kænguruer, aboriginals eller rødt sand; der var skyskrabere, broer og tusindvis af lys i alle farver. Det lignede bare en hvilken som helst storby.
Vi overnattede på Melbourne Parkview Hotel, og næste morgen kørte vi mod Albury, som er den by, hvor min moster og onkel bor (det meste af tiden.) Der var 300 kilometer, så jeg så mit snit til at tage en lille lur. Jeg havde ikke decideret jetlag, jeg var bare en smule træt.
Da vi parkerede bilen foran huset i Albury og kom indenfor, fik jeg tildelt mit værelse, så jeg kunne få pakket alle mine ting ud og få dem lagt i skuffer og skabe. Vi bestilte en pizza til aftensmad, og så var min første dag sådan set gået - uden strabadser :-)